ti, apr 04, 2023

Dagsorden til generalforsamling

Her følger dagsorden for generalforsamlingen tirsdag den 11. april kl. 19.30.
by Stefan Brix

Dagsorden:

  1. Velkomst
  2. Bestyrelsens beretning ved formand Søren Babiarz Andreasen
  3. Godkendelse af bestyrelsens beretning
  4. Fremlæggelse af det reviderede regnskab ved kasserer Mikkel Bro
  5. Godkendelse af det reviderede regnskab
  6. Præsentation af budget for 2023
  7. Forslag til afstemning
    1. Valg af stemmetæller (Mads Asmussen)

    2. Forslag til afstemning om oprettelse af udvalg i foreningen til undersøgelse af muligheden for at tiltrække ny dagligvarebutik i Dyrup, evt. på rekreativt område mellem Højmeskolen og Jem&Fix, stadig med plads til RC Model Truck Fyn (Mads Asmussen)

    3. Forslag til afstemning om vedtægtsændringer i foreningen. Forslagene er indsendt af Mads Asmussen. Bestyrelsen har gennemgået disse og nået til enighed med Mads Asmussen om nedenstående ændringsforslag til vedtægter. Bestyrelsen fremsætter derfor forslag om, at der foretages samlet afstemning om alle vedtægtsændringer.

      Forslag 1: Ændring af og oprettelse af ny særskilt §3 stk. 2.

      Eksisterende tekst:
      Eksklusion af et medlem kan blive aktuelt, hvis vedkommende modarbejder foreningens formål. Et medlem kan ekskluderes uden forudgående advarsel, men der henstilles til i udgangspunktet at give en advarsel, inden man skrider til eksklusion, så medlemmet får en chance for at forbedre sin opførsel. Enhver sag om mulig eksklusion og spørgsmålet om advarsler afgøres af den siddende bestyrelse. Eksklusion kræver, at et flertal i bestyrelsen stemmer for. Forud for en eksklusion vil der altid være partshøring og der vil altid stilles krav om en saglig begrundelse.

      Foreslås ændret til: (ændringer markeret med fed skrift)
      § 4 stk. 1: Eksklusion af et medlem kan blive aktuelt, hvis vedkommende modarbejder foreningens formål. Et medlem kan af bestyrelsen indstilles til eksklusion og ekskluderes uden forudgående advarsel, men der henstilles til i udgangspunktet at give en advarsel, inden man skrider til eksklusion, så medlemmet får en chance for at forbedre sin opførsel. Enhver sag om mulig eksklusion og spørgsmålet om tildeling af advarsler afgøres af den til en hver tid siddende bestyrelse. Forud for en eksklusion skal der altid være partshøring og der vil altid stilles krav om en saglig begrundelse. Beslutningen om eksklusion kræver, at et flertal i bestyrelsen stemmer for eksklusionen på baggrund af den afholdte partshøring.

      Forslag 2: Ændring af tekst i §3 stk. 4.

      Eksisterende tekst:
      Hvis et medlem ikke har betalt første bankdag i februar (dvs. pengene skal stå på foreningens konto dagen efter første bankdag i februar), lægges 20 kroner fortløbende til kontingent-prisen for hver måned, man ikke har betalt efter samme princip i de følgende tre måneder (pengene skal stå på foreningens konto første bankdag i marts, første bankdag i april og første bankdag i maj). Det pågældende medlem får en advarsel for hver gang kontingent-prisen stiger som følge af manglende betaling. Hvis man ikke har betalt efter tredje advarsel, får man en sidste advarsel med henblik på mulig eksklusion fra foreningen.

      Foreslås ændret til: (ændringer markeret med fed skrift)
      Hvis et medlem ikke har betalt første bankdag i februar (dvs. pengene skal stå på foreningens konto dagen efter første bankdag i februar), lægges 20 kroner fortløbende til kontingent-prisen for hver måned, man ikke har betalt efter samme princip i de følgende tre måneder (pengene skal stå på foreningens konto første bankdag i marts, første bankdag i april og første bankdag i maj). Det pågældende medlem får en advarsel for hver gang kontingent-prisen stiger som følge af manglende betaling. Hvis man ikke har betalt efter tredje advarsel, får man en sidste advarsel med oplysning om at endnu en manglende betaling, vil af bestyrelsen betragtes som udmeldelse af foreningen.

      Forslag 3: Ændring af nuværende §3 stk. 3.

      Eksisterende tekst:
      Medlemmer af foreningen er forpligtede til at indbetale det af generalforsamlingen fastsatte kontingent. Dette fastsættes til 200 kroner per kalenderår og er per husstand. Pengene betales 1. februar eller ved indmeldelse. Ved udmeldelse bliver pengene ikke refunderet. Udmeldelse skal ske skriftligt til bestyrelsen.

      Foreslås ændret til med tilføjelse af stk. 5:
      Medlemmer af foreningen er forpligtede til at indbetale det af generalforsamlingen fastsatte kontingent. Dette fastsættes til 200 kroner per kalenderår og er per husstand. Pengene betales 1. februar eller ved indmeldelse. Ved udmeldelse bliver pengene ikke refunderet. Udmeldelse skal ske skriftligt til bestyrelsen.
      §3 stk. 5: Udmeldelse skal ske skriftligt til bestyrelsen. Ved udmeldelse bliver kontingentet ikke refunderet. Udmeldelse sker tillige ved manglende indbetaling af kontingent.

      Forslag 4: Tilføjelse af ny §4 stk. 2:
      En eksklusion foretaget af bestyrelsen kan af ekskluderede kræves forelagt på næstkommende generalforsamling, hvorefter generalforsamlingen stemmer om, hvorvidt en eksklusion skal stadfæstes.

      Forslag 5: Tilføjelse af ny §4 stk. 3:
      Tidligere medlemmer, der er ekskluderet af eller har forladt foreningen under omstændigheder der kunne berettige eksklusion, kan af bestyrelsen nægtes genindmeldelse af foreningen.

      Forslag 6: Ændring af tidsfrist for indkaldelse til generalforsamling.
      Indkaldelse til generalforsamling skal udsendes senest 6 uger før datoen for generalforsamling. Dermed er der 14 dage til indsendelse af forslag. Andre frister som er nævnt i de nuværende vedtægter lades urørt.

      Forslag 7: Sammensætning af bestyrelsen.
      Bestyrelsen stiller forslag om, at der i vedtægterne ændres i sammensætningen af bestyrelsen. Således at bestyrelsen fremadrettet vil bestå af fem medlemmer og op til fire suppleanter. Ændring i vedtægt er markeret med fed skrift:

      Bestyrelsen består af fem medlemmer og op til 4 suppleanter og disse udpeges på generalforsamlingen. Dette afgøres ved hjælp af en afstemning. De der har fået flest stemmer fra de fremmødte medlemmer samt stemmer fra fuldmagter, vælges til bestyrelsen. Man vælges for en periode på to år. Der afgår skiftevis to og tre bestyrelsesmedlemmer om året for at skabe et overlap, men genvalg kan finde sted. Bestyrelsen fordeler posterne som formand, næstformand og kasserer imellem sig efterfølgende. Det første år vælges de to menige bestyrelsesmedlemmer undtagelsesvist for en periode på ét år for at skabe det føromtalte overlap. De der har fået henholdsvis 6., 7., 8., og 9 flest stemmer vælges som suppleanter til bestyrelsen. Suppleanter har møderet til bestyrelsesmøderne og har taleret men ikke stemmeret. Suppleanter vælges for en periode på ét år ad gangen. Genvalg kan finde sted.
  1. Valg til bestyrelsen

    Genopstiller ikke:
    - Lars Rosholm

    Kandidater:
    - Søren Babiarz Andreasen (genopstiller)
    - Stefan Brix (genopstiller)
    - Mikkel Bro (genopstiller)
    - Maria Bøgebjerg (genopstiller)
    - Jonas Nyland Kristensen (stiller op til bestyrelsen)
    - Jasper Falk Outzen (stiller op til bestyrelsen)
    - Lone Merete Handberg (stiller op til bestyrelsen)
    - Mads Asmussen (ønsker kun valg som suppleant)
  2. Valg af revisor
  3. Eventuelt