sø, aug 20, 2023

Alt du skal vide om Dyrup Byfest 2023

by Stefan Brix
Skal man købe billet for at være med?
Nej! Alle kan deltage, uanset om man er medlem af beboerforeningen eller ej, og der er gratis adgang. Man er også velkommen, selvom man ikke bor i Dyrup.
Hvor og hvornår er byfesten?
Byfesten afholdes på det grønne område helt nede i bunden af Dyrupgårds Allé (vejen der starter ved Netto). Programmet starter kl. 13 og slutter kl. 01. Datoen er lørdag den 2. september.
Er der mulighed for køb af mad og drikke?
Ja! Hele dagen er der mulighed for køb af mad. Okseburger, flæskestegssandwich, pomfritter og pølse og brød. Der er også salg af lækker, hjemmelavet is fra Gooodis.
Fra kl. 18 til kl. 19 er der servering af helstegt pattegris for dem, der har bestilt dette på forhånd. Der er salg af drikkevarer i form af fadøl, sodavand, vin (rød, hvid og rosé), shotsrør, drinks og slushice.
Hvordan kan man betale på pladsen?
Vi tager helst imod kort eller MobilePay, men tager også kontanter.
Hvor gammel skal man være for at købe alkohol?
18 år.
Vil der være toiletter på pladsen?
Ja! Der er toiletter på pladsen, og vi henviser til at benytte dem eller eget toilet fremfor naturen.
Hvilke aktiviteter er der?
Der er tre hoppeborge, to ansigtsmalere, ballonmand, konkurrencer, møde med OB's maskot Victor, banko i teltet fra 15 til 16.30 og lotteri med fantastiske præmier.
Hvordan ser programmet ud?
13.00 Dyrup Byfest åbner
13.00 Salg af lodsedler starter
13.00 15.00 Mød OB's maskot Victor
13.00 - 19.00 De tre hoppeborge er åbne
13.00 - 17.00 Ansigtsmaling, Ansigtsmaleren.dk
13.00 - 16.00 Ballonmand fra ballonmand.dk
15.00 - 16.30 Banko i teltet
18.00 - 19.00 Helstegt pattegris-buffet åben
19.30 Vindere i lotteriet udtrækkes og annonceres i teltet
20.00 - 24.00 Fest i teltet med danseorkestret Greatest
24.00 - 01:00 Festen fortsætter i teltet
01.00 Tak for i aften